| |
Teror bliver af mange betragtet som Gran
Canarias smukkeste by. Byens særpræg er husene i den karakteristiske
kolonistil med de meget markante døre, karme, vinduer og balkoner i
mørkt udskåret træ.
Mange af bygningerne er helt tilbage fra
1500-tallet og er så kulturelt og arkitektonisk værdifulde, at
Terors centrum blev erklæret som nationalt mindesmærke i 1979.
Byen er bygget op omkring basilikaen Nuestra Señora del Pino, der er
dedikeret til Gran canarias skytshelgeninde, La Virgen del Pino.
Ifølge legenden viste hun sig præcis der hvor basilikaen er bygget
den 8. september 1481. Fra samme dag og en uge frem fejres denne
begivenhed hvert år i Teror.
Tæt på basilikaen ligger museet 'Casa Museo de los Patrones de la
Virgen'. Her i bygningen fra 1600-tallet fremvises der mange
malerier, møbler og våben, som giver et godt indtryk af datiden.
Hver søndag er der marked i Teror, hvor der ofte er både musik og
dans. Som på mange andre markeder er udvalget af alskens varer
stort, og der er også specialiteter fra Teror. Ikke mindst den søde,
men samtidig også meget krydrede spegepølse 'Chorizo de Teror'.
Når det kommer til mad og drikke, så er Teror i øvrigt også kendt
for sin egenproducerede kildevand Agua de Teror. |
|


|
|
|